22. dec. 2011 – kl. 14.38
FBO prøver at repræsentere teksternes til de vigtigste af de internationale konferencer. Derfor drog Amalie Foss af sted til konferencen Points of View in Languages and the Media i Krakow.
Den var som lovet af arrangørerne ikke så domineret af lavprisfirmaerne som nogle af de andre konferencer, og Amalie Foss fik rig lejlighed til at sætte fokus på maskinoversættelse. Formanden for FBO beretter fra konferencen:
Debat om maskinoversættelse
”Vi fik konfronteret manden bag Statistical Machine Translation, det maskinoversættelsessystem, SDI plager sine tekstere med i flere lande. De arbejder som ”post editors” og forsøger til stærkt reducerede priser at få brugbart sprog ud af de besynderligheder, der sejler forbi dem på skærmen.
At det ikke lykkes og ikke kan lykkes til de priser, kan beskues på Viasats kanaler. Der var skarpe spørgsmål fra flere blandt publikum. Foredragsholderen kom bagefter hen til mig og forsikrede, at han ikke tog det personligt.
Han bedyrede også, at han havde pointeret over for SDI, at de burde dele de besparelser, som han mente, at systemet gav, med teksterne. Det kan han meget vel have gjort. Det er helt sikkert, at SDI ikke har delt noget som helst med deres tekstere.
Tekstere fra Finland, Frankrig, Polen og Slovakiet (med belgisk moderator) udgjorde panelet i en diskussion om forholdene for tekstning i de forskellige lande. Det var en af de mest velbesøgte paneldebatter, og interessen var stor. Vi fortalte også om dannelsen af AudioVisual Translators Europe.
Internationalt møde om strategien
AVTE holdt sit første møde (efter grundlæggelsen i London) lige efter konferencens afslutning. Først og fremmest skal vi undersøge mulighederne for at søge støtte til forskning i tekstning.
Så skal vi have organiseret internationale træf-seminarer-konferencer for tekstere, og dem vil vi efter tur lægge i de svagest organiserede lande, faglige U-lande.
Der skal også holdningsbearbejdes hos politikerne.
Det var formentlig tanken om det sidste, der gjorde os så matte, at vi måtte gå ud og drikke en styrkende polsk øl. Matte, men glade.”
Amalie Foss
Formand for FBO